top of page

Kræs løgsuppe

Forandring fryder, og det gør det også her på bloggen. Min gamle serie "Bagning med Francis" er blevet lavet om til "Ediths Køkken", men frygt ej, det er stort set det samme koncept, bare under et nyt navn og med en lille udvidelse. Jeg besøger nemlig også det salte køkken nu, og kommer altså med opskrifter fra både det salte og det søde køkken.

Denne gang kommer jeg med en opskrift på Kræs franske løgsuppe, som han serverer i Harry Potter og Dødsregalierne. Opskriften tager inspiration i en opskrift fra bogen The Unofficial Harry Potter Cookbook.

"Han smagte på suppen. Kvaliteten af Kræs madlavning var højnet dramatisk, siden han havde fået Regulus' medaljon foræret. Dagens franske løgsuppe var den bedste, Harry havde smagt" (Harry Potter og Dødsregalierne, kapitel 12).

Ingredienser

  • 4 mellemstore løg

  • 4 spsk smeltet smør

  • 1 flute/baguette

  • 1 1/4 dl revet parmesanost

  • 1 tsk salt

  • 1/4 tsk friskkværnet peber

  • 1/4 tsk sukker

  • 1 spsk hvedemal

  • 1,5 Liter okse- eller kyllingebouillon - Er man vegetar kan man sagtens bruge grøntsagsbouillon.

  • Eventuelt ekstra parmesanost til servering

Dette skal du bruge

  • En stor suppegryde

  • Knive til at skære løg

  • En brødkniv

  • Serveringsskåle til suppe

  1. Forvarm din ovn til 175 grader varm luft.

  2. Pil og skær dine løg i halve. Skær derefter løgene i tynde strimler.

  3. Smelt smøret i din suppegryde, og fjern derefter gryden fra varmen.

  4. Skær dit flute/baguette i cirka 2,5 cm tykke skiver, så du kan bruge dem til hjemmelavede croutoner. Dyp en madlavningspensel i dit smeltede smør, og pensl den ene side af brødskiverne med smør. Placer brødene på en bageplade klædt med bagepapir, med smørsiden op. Kom ost på brødene, og varm dem i ovnen i cirka 10 minutter, eller indtil de er blevet gyldne.

  5. Imens brødene er i ovnen, kommer du gryden tilbage på varmen, og steger løgene i dem. Krydr med salt og peber. Tilføj sukker og rør det godt sammen over middel-høj varme indtil løgene er blevet brune.

  6. Tilføj mel og rør det i. 

  7. Tilføj gradvist din bouillon imens du rører og bringer suppen i kog. 

  8. Skru ned for varmen, og lad suppen simre uden låg i 30 minutter.

  9. Fordel suppen i små serveringsskåle, og lad én crouton flyde i suppen, så den suger noget af suppen i sig. Fordel dit sidste parmesanost ovenpå suppen, rundt om croutonen. 

Ej, jeg tror altså ikke, at der er noget bedre end sådan en omgang lækker suppe på en kold vinterdag! Din ånde kommer nok til at lugte lidt af løg, så bare sørg for, at du ikke skal gå rundt og kysse på folk, efter du har spist den! Har du en opskrift fra Harry Potter universet, du gerne vil have, at jeg tager med i et kommende opslag? Så smid en kommentar med det!

Edith Kerrigan

Ediths Køkken

bottom of page